Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Familiebehandling

Forældre- og familiebehandling er en central del af vores forældresamarbejde på Skolen ved Nordens Plads. Når vi indskriver elever, indskriver vi også deres familier. Vi tilbyder i forlængelse heraf både afgrænsede forløb til elever, forældre og familier hos skolens psykologer efter behov. Forløbene kan have psykoedukativ hhv. støttende og terapeutisk karakter.

Dagbehandling på Nordens Plads overordnede tilgang til behandling tager afsæt i at hjælpe barnet og den unge til at etablere tryghed i forhold til sine primære kontaktpersoner og undervisere. Samtidig skaber vi en hverdagsramme, som er tilpasset den enkelte elevs behov, og hvor eleven oplever sig mødt og forstået. Nogle børn og unge har brug for en meget forudsigelig ramme og struktur, hvor andre børn og unge har behov for at skabe tryghed til voksne, før de kan tage imod eller være i en struktureret ramme.

Vi arbejder med social træning, fælles aktiviteter, holdundervisning og fælles spisning i det tempo, børnene og de unge kan klare.

Familiebehandling


Familiebehandlingen tager udgangspunkt i familiens situation og særlige udfordringer. Det betyder, at vi tilrettelægger behandlingen af familiens begrænsninger ved hjælp af deres ressourcer og dermed hjælper vi familien med at forstørre og styrke, det der fungerer. 

Familiebehandling i dagbehandlingen på Skolen ved Nordens Plads består af: Tæt udvidet forældresamarbejde. Det personale, som er tættest på eleven i dagligdagen, taler løbende med forældrene om, hvordan de bedst kan understøtte elevens skolegang, trivsel og udvikling. Der er kontakt mellem skole og forældre mindst én gang om ugen.
Skolen På Nordens Plads tilbyder et udvidet samarbejde gennem vores tilknyttede psykolog. Vi ønsker, at give mulighed for en øget forståelse og indsigt i jeres barns ressourcer og vanskeligheder, samt vores pædagogiske arbejde og de teorier der ligger til grund for vores handlinger.

Vi ser jer forældre som værdifulde sparringspartnere, med stor betydning for jeres barns skoleforløb.

Det er vigtigt for det pædagogiske arbejde og for vores forståelse af jeres barn, at vi får så mange perspektiver på som muligt. Derfor ønsker vi, at have så stort et kendskab som muligt til jeres erfaringer med Jeres barn. Ved behov tilbydes psykoedukative samtaler, hvor barn/ung og forældre undervises i forståelse af barnets/den unges diagnoser og vanskeligheder og den betydning, det kan have i forhold til barnets/den unges behov og for tilgange til barnet/den unge i både skole og fritid. Psykoedukative samtaler kan foretages af skolens psykolog eller af det nærmeste personale under supervision af skolens psykolog. Herudover tilbydes samtaleforløb og gruppeforløbtil forældre og barn/ung, hvor der arbejdes med struktur og rutiner, tilknytning og samspilsmønstre med betydning for barnets/den unges trivsel og læring. Samtaleforløb varetages af skolens psykolog.

Vi lægger vægt på:

•    Gensidig kommunikation og gensidig inddragelse

•    Gensidig respekt og ligeværd

•    Respekt for hinandens forskellige perspektiver